åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 9. september 2026

Apple præsenterer iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max

De nye Pro-modeller introducerer en variabel blændeåbning med det mest avancerede kamera i en iPhone, imponerende batteritid og banebrydende ydeevne – alt sammen drevet af A20 Pro
Forsiden af en iPhone 18 Pro i farven bordeaux vises ved siden af en iPhone 18 Pro Max i farven bordeaux vist bagfra.
iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max har det mest avancerede kamera, Apple nogensinde har lavet, og byder på markant længere batteritid og højere ydeevne.
CUPERTINO, CALIFORNIEN Apple har i dag løftet sløret for iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max, som byder på det mest avancerede Pro-kamerasystem i en iPhone samt markant længere batteritid og højere ydeevne. Det nye 48 MP Fusion-hovedkamera, der nu byder på variabel blændeåbning, giver hidtil uset kreativ kontrol. Og så giver nye professionelle funktioner brugerne mulighed for at tilpasse deres oplevelse i Kamera-appen. Begge modeller har en mindre og endnu mere praktisk Dynamic Island samt A20 Pro og et nyt forbedret dampkammer, der sammen leverer den højeste vedvarende ydeevne i nogensinde i en iPhone. iPhone 18 Pro Max leverer også den længste batteritid i en Pro-model nogensinde takket være forbedringer af Apples chips og et større batteri. iPhone 18 Pro-modellerne er udstyret med iOS 27 med den næste generation af Apple Intelligence,2 som giver adgang til effektive nye funktioner i apps i hele systemet, der forenkler de ting, brugerne gør hver dag.
iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max fås i fire elegante farver: sort, sølv, gletsjerblå og den helt nye bordeaux. Enhederne kan forudbestilles fra lørdag den 12. september og fås fra fredag den 18. september.
“Med iPhone 18 Pro har vi gjort kæmpe fremskridt inden for de områder, der er vigtigst for vores brugere: kamera, ydeevne, batteri og intelligens. Og vi har ikke bare lavet små forbedringer på disse områder – vi har taget et kampe spring fremad for at skabe den bedste professionelle iPhone nogensinde,” udtaler Greg Joswiak, Apples Senior Vice President for Worldwide Marketing. “iPhone 18 Pro gør det nemt for alle at tage fantastiske billeder og optage imponerende videoer ved hjælp af variabel blændeåbning, samtidig med at den giver professionelle brugere mere kontrol og indholdsskabere mulighed for at arbejde på et hav af forskellige måder. Kombineret med markante opgraderinger til Fotostil og effektive videofunktioner giver iPhone 18 Pro brugerne helt nye måder at udtrykke sig på.”
iPhone 18 Pro vises i farverne sort, sølv, gletsjerblå og bordeaux.
iPhone 18 Pro vil kunne fås i fire elegante farver: sort, sølv, gletsjerblå og bordeaux.

Et avanceret kamerasystem, der giver endnu flere kreative muligheder inden for foto og video

Det nye 48 MP Fusion-hovedkamera med variabel blændeåbning er det mest avancerede kamera, Apple nogensinde har lavet. Det tilbyder endnu mere kreativ kontrol og giver for første gang mulighed for at justere blændeåbningen på iPhone. Seks laserskårne lameller skifter let mellem forskellige blændeåbninger, så det er utroligt nemt at tage det bedst mulige billede ved automatisk at justere dybdeskarpheden og belysningen. Kombineret med en ny sensor, der forbedrer billedkvaliteten, er resultatet bedre billeder i svagt lys, skarpere detaljer i baggrunden på gruppebilleder og mere unikke billeder. Variabel blændeåbning giver professionelle, som arbejder kreativt, større kontrol, idet de manuelt kan justere enhver af de fire blændeindstillinger i Kamera-appen. Derudover kan udviklere benytte sig af en API, så de får større kontrol over blændeområdet i deres apps.
Det nye 48 MP Fusion-hovedkamera bruger seks laserskårne lameller, der styres af en ny roterende mekanisme, til nemt at skifte mellem forskellige blændeåbninger.
Med en ny intelligent billedbehandlings­­proces tager hovedkameraet skarpere billeder med flere detaljer, mens den opgraderede Fotostil-funktion med nye indstillinger for tekstur og kornethed giver brugerne mulighed for at finjustere det ønskede udtryk og få mere kreativ kontrol over deres billeder.3 De brancheførende videofunktioner bliver også mere alsidige med muligheden for at tilføje filmiske effekter efter optagelse på videoer, der er optaget med op til 60 billeder pr. sek. Med Tidsforløbsvideo kan brugerne nu optage videoer i 4K og Dolby Vision HDR. Lydmiks har også nye algoritmer, der leverer stemmer i højere kvalitet, og som nu kan isolere musik.
De professionelle betjeningsfunktioner er en ny oplevelse, der kan tilpasses, i Kamera-appen på iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max. Den gør det nemmere end nogensinde for brugerne at få adgang til deres mest brugte indstillinger og introducerer nye muligheder for manuel betjening. Brugerne kan nu justere indstillinger som blændeåbning, lukkerhastighed og hvidbalance eller bruge et histogram til at tjekke eksponeringsniveauerne i en scene.
Professionelle betjeningsfunktioner giver dig større kreativ frihed med manuel kontrol over lukkerhastighed, hvidbalance og blændeåbning samt mulighed for at bruge et histogram.

Præsentation af Apple-referencebillede

Brugerne kan nu dokumentere ægtheden af et billede taget med iPhone 18 Pro-modeller med Apple-referencebillede, der er drevet af den nye sensor i hovedkameraet, som kan signere hver eneste pixel, det registrerer. Når der tages et billede med den nye Referencefunktion, registrerer kameraet signerede sensordata, som Privat cloudcomputing omdanner til et uforanderligt referencebillede.4 Referencebilleder kan vises i Fotos-appen ved siden af hovedbilledet, ligesom et digitalt negativ, så man visuelt kan sammenligne de to aktiver og afgøre, om der er foretaget ændringer. API’er er tilgængelige i iOS, iPadOS og macOS 27, så tredjepartsapps kan muliggøre visning af disse referencebilleder.
Tre iPhone 18 Pro-enheder viser et Apple-referencebillede, der sammenligner et originalt foto med en redigeret version.
Apple-referencebillede giver brugerne et uforanderligt referencebillede, der visuelt bekræfter, hvad sensoren registrerede på det øjeblik, billedet blev taget.
Billedmetadata og kommende understøttelse af SynthID-standarden kan også hjælpe brugerne med at identificere billeder, der er genereret eller redigeret med AI.5 Sammen med Apple-referencebillede repræsenterer disse funktioner en alsidig tilgang til billedautenticitet, som er afgørende for fotojournalister, fotografer og ganske almindelige brugere.

En endnu mere nyttig Dynamic Island

Dynamic Island er blevet redesignet med avanceret skærmteknologi, så der er plads til yderligere oplysninger. Den opgraderede Dynamic Island kan nu vise tre Liveaktiviteter på én gang og fortsætter samtidig med at understøtte Face ID, så brugerne på sikker vis kan låse iPhone 18 Pro-modeller op, godkende køb, logge ind i apps m.m.
Den opgraderede Dynamic Island kan vise en oversigt med endnu flere oplysninger og op til tre Liveaktiviteter på én gang.

A20 Pro: Et kraftværk til professionelle arbejdsgange og AI

A20 Pro, der er udviklet ved hjælp af den nyeste 2-nanometerteknologi, sætter en ny standard for mobilenheder. Den nye 6-core CPU har 50 procent mere hukommelsesbåndbredde end A19 Pro, har integrerede Neural Accelerators og er hurtigere end konkurrenterne. Og det nye 7-core GPU-design er op til 40 procent hurtigere end A19 Pro – en markant opgradering til grafikrendering. A20 Pro har også en ny dobbelt 16-core Neural Engine, som sætter turbo på AI-modeller på enheden og intelligent fotografering. Og så har den hele 32 kerner i alt, hvilket giver dobbelt så meget processorkraft til AI som A19 Pro. Med kæmpe opgraderinger på tværs af hele chippen er A20 Pro et kraftværk til alt fra mere avancerede AI-processer på enheden til grafikkrævende spil, og den er designet til at levere exceptionel ydeevne i mange år frem.
A20 Pro-logoet.
Med en ny 6-core CPU, 7-core GPU og en dobbelt 16-core Neural Engine er A20 Pro et kraftværk, når det gælder professionelle arbejdsgange.
Begge modeller har N1, der er en Apple-designet chip til trådløse netværk, som muliggør brug af Wi-Fi 7, Bluetooth 6 og Thread. iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max introducerer C2, der er Apples banebrydende nye mobilmodemsystem, som leverer AI-drevne forbedringer af mobilforbindelsens kvalitet og stabilitet. C2 leverer væsentligt hurtigere uploads sammenlignet med C1X, men bruger 15 procent mindre energi.

Et nyt system til temperaturstyring, som giver maksimal ydeevne

A20 Pro introducerer specialudviklet emballage, der er inspireret af M-serien af Apple-chips, som placerer chippen side om side med hukommelsen og dermed holder hukommelsen væk fra chippens varmeafledning. Og så kan A20 Pro monteres direkte på et nyt forbedret dampkammer. Med nye materialer og tre gange større overfladeområde end forrige generation på iPhone 17 Pro forbedrer det redesignede dampkammer den vedvarende ydeevne markant og giver et løft på op til 40 procent i forhold til forrige generation, hvilket er den hidtil bedste vedvarende ydeevne.
Det nye og forbedrede dampkammer bortleder endnu mere varme og løfter den vedvarende ydeevne på iPhone 18 Pro markant.

Fantastisk batteritid

iPhone 18 Pro-modellerne løfter batteritiden markant takket være nye batteridesign, der udnytter chippens energieffektivitet. iPhone 18 Pro kan også oplade op til 50 procent på ca. 15 minutter eller oplade trådløst op til 50 procent på 30 minutter.6 Fem minutters opladning via kabel giver ca. syv timers videoafspilning på iPhone 18 Pro Max, og baseret på en ny model til batteriudnyttelse, der gør brug af data fra den virkelige verden, giver det op til 30 timers brug på en fuld opladning.7
Begge iPhone 18 Pro-modeller har opdaterede batteridesign, der understøtter hurtigere opladning via kabel og udnytter chippens effektive egenskaber til at levere en utrolig batteritid.

iOS 27 med den næste generation af Apple Intelligence

iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max giver brugerne adgang til Apple Intelligence, så apps bliver smartere og mere nyttige. I Fotos-appen kan brugerne forbedre kompositionen af et billede, efter at det er taget, med Rumlig beskæring, Udvid og den opgraderede funktion Visk ud. Og nu tilbyder Image Playground fotorealistisk grafik. I Safari hjælper Underret mig brugerne med at holde øje med ændringer på websider, f.eks. når produkter kommer på lager igen, eller priser falder, og med at holde styr på opdateringer. For at beskytte brugernes anonymitet bruger Apple Intelligence behandling på enheden og Privat cloudcomputing, som udvider anonymiteten og sikkerheden på iPhone til skyen.
iOS 27 omfatter også en lang række forbedringer, der gør iPhone mere responsiv, pålidelig og brugervenlig, samt finjusteringer af softwaredesignet og flere måder at tilpasse Liquid Glass på. Derudover giver effektive og enkle værktøjer baseret på ekspertvejledning forældre mere fleksible muligheder for at administrere, hvad deres børn kan se, hvem de kan tale med, og hvornår de har adgang. iOS 27 introducerer også iPhone Handoff, som gør det nemt for brugere med understøttede udbydere at skifte frem og tilbage mellem to iPhone-modeller med samme telefonnummer.8

Smukt nyt tilbehør

Med iPhone 18 Pro-modellerne lancerer vi en række nye silikone-etuier, TechWoven-etuier, crossbody-remme og FineWoven-kortholdere – alle designet til at matche de fire smukke farver. Det gennemsigtige etui har et opdateret design og er nu kompatibelt med crossbody-remmen og håndledsremmen. Den nye håndledsrem giver dig en praktisk og håndfri måde at have din iPhone, dine AirPods Pro 2 eller dine AirPods Pro 3 på. Håndledsremmen er vævet af 100 procent genanvendt polyestergarn med integrerede fleksible magneter, der sørger for perfekt pasform. Den fås i seks farver: sort, muldvarpegrå, olivengrøn, frisk blå, magenta og bordeaux.

iPhone 18 Pro og miljøet

iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max er designet med tanke på miljøet og understøtter Apples ambitiøse plan om at blive CO₂-neutral i alle aktiviteter inden udgangen af 2030. Begge modeller er fremstillet med 40 % genanvendt indhold i alt,10 herunder 100 % genanvendt kobolt i batteriet og 85 % genanvendt aluminium i kabinettet. De er fremstillet med 50 procent vedvarende energi som f.eks. vind- og solenergi i hele forsyningskæden og opfylder Apples høje standarder for energieffektivitet og sikre kemikalier. Ligesom alle andre Apple-produkter er papiremballagen 100 procent fiberbaseret11 og kan let affaldssorteres i hjemmet.
Priser og tilgængelighed
  • iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max vil kunne fås med lagerplads på 256 GB, 512 GB, 1 TB og 2 TB. iPhone 18 Pro er tilgængelig i farverne bordeaux, gletsjerblå, sølv og sort og fås fra 10.999 kroner og iPhone 18 Pro Max er tilgængelig i farverne bordeaux, gletsjerblå, sølv og sort og fås fra 12.299 kroner. 12
  • Apple tilbyder fantastiske måder, du kan spare på og opgradere til de nyeste iPhone-modeller. Med Apple Trade In kan kunderne, der ombytter en iPhone 14 eller nyere, få et øjeblikkeligt tilskud til en ny enhed.14 Kvalifikationskrav til tilbud fra udbydere og yderligere oplysninger kan findes på apple.com/shop/buy-iphone/carrier-offers. På apple.com/dk/shop/trade-in kan kunderne se, hvad deres enhed er værd, og læse de gældende vilkår og betingelser.
  • Kunder i over 65 lande og områder, blandt andet Australien, Brasilien, Canada, Colombia, Kina, Forenede Arabiske Emirater, Frankrig, Indien, Japan, Malaysia, Mexico, Singapore, Storbritannien, Sydkorea, Tyrkiet, Tyskland, USA og Vietnam, kan forudbestille iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max fra kl. 14.00 dansk tid på lørdag den 12. september, og de vil være tilgængelige fra fredag den 18. september. iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max vil være tilgængelige i 20 andre lande og områder fra fredag den 25. september.
  • Et TechWoven-etui med MagSafe vil kunne fås for 549 kroneri farverne sort, lys denimblå, muldvarpegrå, olivengrøn, morbær og bordeaux. Et gennemsigtigt etui med MagSafe vil kunne fås for 429 kroner, og et silikone-etui med MagSafe vil kunne fås for 429 kroner i farverne sort, marineblå, frisk blå, olivengrøn, bordeaux og magenta. En FineWoven-kortholder med MagSafe vil kunne fås for 549 kroner i farverne sort, marineblå, lupinblå, mørk olivengrøn, magenta og bordeaux.
  • En håndledsrem vil kunne fås for 249 kroner. En crossbody-rem vil kunne fås for 549 kroner i farverne sort, marineblå, muldvarpegrå, sand, olivengrøn, frisk blå, magenta, bordeaux og lysegrå.
  • iOS 27 vil være tilgængelig som en gratis softwareopdatering fra mandag den 14. september. Visse funktioner er ikke tilgængelige på alle sprog eller i alle områder, og udbuddet kan variere grundet lokale love og bestemmelser. Få mere at vide om tilgængelighed på apple.com.
  • Apple Intelligence bliver tilgængelig sammen med iOS 27 fra mandag den 14. september for brugere med en Apple Intelligence-kompatibel enhed, der er indstillet til et understøttet sprog. Apple Intelligence er tilgængelig på følgende sprog: dansk, engelsk, fransk, hollandsk, italiensk, japansk, kinesisk (forenklet), kinesisk (traditionelt), koreansk, norsk, portugisisk, spansk, svensk, tyrkisk, tysk og vietnamesisk. Visse funktioner er ikke tilgængelige på alle sprog eller i alle områder. Få mere at vide om tilgængelige funktioner og sprog samt systemkrav på apple.com/dk/apple-intelligence.
  • Visse funktioner er ikke tilgængelige på alle sprog eller i alle områder.
  • Når brugere af iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max ikke har mobil- eller Wi-Fi-forbindelse, kan Apples banebrydende satellitfunktioner hjælpe dem med at holde forbindelsen og få hjælp, når de har allermest brug for det. Apple forlænger den gratis adgang til satellitfunktioner med et ekstra år for eksisterende brugere af iPhone 14, iPhone 15 og iPhone 16. Den gratis prøveperiode forlænges for brugere af iPhone 14, iPhone 15 og iPhone 16, som har aktiveret deres enhed i et land, der understøtter Apples satellitfunktioner, inden kl. 9.00 dansk tid den 9. september. Tilgængeligheden af satellitfunktioner kan ses på support.apple.com/da-dk/105097.
  • AppleCare leverer suveræn service og support med fleksible muligheder for Apple-brugere. Kunderne kan vælge AppleCare+ til at dække deres nye iPhone eller AppleCare One (i tilgængelige markeder), der omfatter flere produkter i et enkelt abonnement. Begge abonnementer omfatter dækning af uheld som tab eller spild, tyveri og tab af omfattede produkter samt udskiftningsservice til batteriet. De giver også adgang til prioriteret support fra Apples eksperter. Læs mere på apple.com/dk/applecare.
  • Abonnementer på iCloud+ fås fra kun 9 kroner om måneden og giver adgang til yderligere lagerplads til sikker opbevaring af fotos, videoer, filer m.m. i skyen og på tværs af enheder. iCloud+ giver også adgang til avancerede funktioner som f.eks. oprettelse af begivenheder i appen Apple-invitationer samt Privat datatrafik, Skjul min e-mailadresse, tilpassede e-maildomæner og Sikker HomeKit-video. Med Familiedeling kan brugerne dele deres abonnement med fem andre familiemedlemmer uden ekstra omkostninger. Få mere at vide om funktioner og tilgængelighed på apple.com/dk/icloud og apple.com/dk/ios/feature-availability.
  • Nye abonnenter og kvalificerede tilbagevendende abonnenter, der køber en iPhone 18 Pro eller iPhone 18 Pro Max, kan få tre måneders Apple One gratis. Apple One giver nu adgang til seks Apple-tjenester, bl.a. Apple TV, Apple Music, op til 2 TB iCloud+-lagerplads, i ét praktisk abonnement på tværs af flere Apple-enheder. Tilbuddet gælder i udvalgte lande og områder med en kvalificeret ny iPhone, iPad eller Mac fra den 17. september. De tilgængelige tjenester varierer efter område. Få mere at vide om Apple One på apple.com/dk/apple-one.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Medieindhold i denne artikel

  1. Apple Intelligence er tilgængelig med Siri-indstillingerne og sproget på enheden indstillet til dansk, engelsk, fransk, hollandsk, italiensk, japansk, kinesisk (forenklet), kinesisk (traditionelt), koreansk, norsk, portugisisk, spansk, svensk, tyrkisk, tysk eller vietnamesisk. Visse funktioner er ikke tilgængelige på alle sprog eller i alle områder. Visse enheder er ikke tilgængelige i alle områder. Kan i første omgang kun bruges på engelsk. Siri AI vil i første omgang ikke være tilgængelig i EU i iOS. Visse Apple Intelligence-funktioner, der anvender server­baserede modeller, er underlagt daglige brugs­grænser, herunder, men ikke begrænset til intelligente billed­redigerings­værktøjer, Image Playground og AFM 3 Cloud-modeller i Genveje. Daglige begrænsninger kan variere afhængigt af funktion, anmodningens kompleksitet, system­­­efterspørgsel, system­­politikker og andre faktorer. Udvidet adgang til disse funktioner vil blive tilgængelig mod betaling i fremtiden. Brug af disse funktioner er underlagt vilkår og betingelser for Apple Intelligence. Du kan få mere at vide på apple.com/dk/apple-intelligence.
  2. De nye funktioner til tekstur og kornethed vil være tilgængelige i iOS 27 på iPhone-modeller, der understøtter den nyeste generation af Fotostil. Få mere at vide om de understøttede modeller.
  3. Apple-referencebillede er en valgfri funktion. I Kina vil Apple-referencebillede ikke være tilgængeligt ved lanceringen på grund af lovkrav. I EU vil muligheden for at tage Apple-referencetilbilleder ikke være tilgængelig ved lanceringen af iPhone 18 Pro-modellerne, men brugere med iOS 27, iPadOS 27 og macOS 27 vil kunne fremkalde og se referencetilbilleder.
  4. SynthID bliver tilgængelig i en softwareopdatering senere på året og vil være inkluderet for de fleste redigerede billeder, afhængigt af de anvendte redigeringer.
  5. Test udført af Apple i juli 2026 med testmodeller af iPhone 18 Pro- og iPhone 18 Pro Max-enheder og betasoftware og enten et USB‑C-opladerkabel eller Apples MagSafe-opladere (model A3502 på 1 meter og model A3503 på 2 meter), begge med Apples dynamiske strømforsyning på 40 W med maks. 60 W (model A3351). Hurtig opladning med kabel understøttes med USB-C-kabel på 60 W og USB PD 3.1-strømforsyninger (eller højere) med justerbar forsyning af strøm (Adjustable Voltage Supply). Test af hurtig opladning udført med afladede iPhone-enheder. Tiden blev målt fra det øjeblik, hvor Apple-logoet blev vist på skærmen, imens enheden startede. Opladningstiden varierer i forhold til strømforsyning, indstillinger, brug og miljøfaktorer. De faktiske resultater vil variere. Strømforsyningen på 60 W eller højere med justerbar spænding (kan købes separat) skal bruges sammen med et USB-C-opladerkabel, og strømforsyningen på 35 W eller højere skal bruges sammen med en MagSafe-oplader (begge kan købes separat).
  6. Test udført af Apple i august 2026 med testmodeller af iPhone 18 Pro- og iPhone 18 Pro Max-enheder og betasoftware på LTE- og 5G-udbydernetværk ved hjælp af en repræsentativ brugsprofil. Almindelig brug er baseret på medianværdierne for brug blandt iPhone-brugere og repræsenterer en kombination af passiv og aktiv brug af en lang række apps, herunder, men ikke begrænset til beskeder, billeder, musik, sociale medier, videostreaming, spil, browsing på nettet og rutevejledning. Batteritiden afhænger af brug, konfiguration, mobilnetværk, signalstyrke og andre faktorer. De faktiske resultater kan variere afhængigt af brug.
  7. Et produkts genanvendte eller fornybare indhold er massen af ​​certificeret genanvendt materiale i forhold til enhedens samlede masse, eksklusive emballage eller medfølgende tilbehør.
  8. Analyse af amerikansk salgs­emballage efter vægt. Klæbemidler, tryksværte og belægninger er ikke inkluderet i beregninger af plastindhold og emballagevægt.
  9. Ved betaling skal de vælge AT&T, T-Mobile eller Verizon som deres udbyder.

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

media.dk@apple.com

33 42 22 36

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36