åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 5. marts 2025

Apple løfter sløret for M3 Ultra, der tager Apple-chippen til nye ekstremer

Den nye chip leverer op til 2,6 gange højere ydeevne end M1 Ultra sammen med Thunderbolt 5-tilslutning og understøttelse af en samlet hukommelse på mere end en halv terabyte – det højeste nogensinde i en personlig computer
Illustration af M3 Ultra-chippen.
M3 Ultra har en 32-core CPU, en 80-core GPU, dobbelt så mange Neural Engine-kerner, Thunderbolt 5 og understøttelse af den største samlede hukommelse nogensinde i en personlig computer.
CUPERTINO, CALIFORNIEN Apple har i dag præsenteret M3 Ultra, Apples mest højtydende chip nogensinde, der byder på den stærkeste CPU og GPU i en Mac, dobbelt så mange Neural Engine-kerner og den største samlede hukommelse nogensinde i en personlig computer. M3 Ultra har også Thunderbolt 5 med over dobbelt så meget båndbredde pr. port til hurtigere tilslutning og solide udvidelsesmuligheder. M3 Ultra er udviklet ved hjælp af Apples innovative UltraFusion-arkitektur, som kombinerer to M3 Max-chips, der kan udveksle mere end 10.000 signaler på én gang og dermed giver kort latenstid og høj båndbredde. Det betyder, at systemet kan behandle de kombinerede chips som én samlet chip, så resultatet er kæmpe ydeevne, samtidig med at Apples brancheførende energieffektivitet bevares. UltraFusion forener i alt 184 milliarder transistorer, som er klar til at løfte de brancheførende funktioner i den nye Mac Studio til nye højder.
“M3 Ultra er kulminationen på vores chipmodeller med skalerbar SoC-arkitektur, som især er målrettet brugere, der kører båndbreddeintensive apps med mange tråde,” udtaler Johny Srouji, Apples Senior Vice President for Hardware Technologies. “Takket være en 32-core CPU, en imponerende GPU, understøttelse af den største samlede hukommelse nogensinde i en personlig computer, Thunderbolt 5-tilslutning og brancheførende energieffektivitet er der ingen anden chip som M3 Ultra.”

Ultrahøj ydeevne og effektivitet

M3 Ultra leverer den højeste ydeevne af alle Mac-chips, samtidig med at Apple-chippens brancheførende energieffektivitet bevares. Den har op til en 32-core CPU med 24 højtydende kerner og 8 effektivitetskerner, der giver op til 1,5 gange højere ydeevne end M2 Ultra og op til 1,8 gange højere end M1 Ultra. Det er også den Apple-chip med den største GPU – med op til 80 grafikkerner, der leverer op til to gange hurtigere ydeevne end M2 Ultra og op til 2,6 gange hurtigere end M1 Ultra.1
Den avancerede grafikarkitektur i M3 Ultra har dynamisk caching sammen med hardware-accelereret mesh shading og strålesporing, så chippen kan suse igennem de mest krævende spil og arbejdsgange til udarbejdelse af indhold. En kraftfuld 32-core Neural Engine sætter skub i kunstig intelligens (AI) og maskinlæring (ML). Den er også drivkraften bag Apple Intelligence, det personlige intelligenssystem, der integrerer effektive generative modeller i kernen af den nye Mac Studio. Faktisk så er M3 Ultra bygget til AI, og den kan bryste sig af ML-acceleratorer i CPU’en, Apples stærkeste GPU, Neural Engine og over 800 GB/s hukommelsesbåndbredde. Professionelle, der arbejder med AI, kan bruge Mac Studio med M3 Ultra til at køre store sprogmodeller (LLM’er) med over 600 milliarder parametre direkte på enheden. Det gør den til den ultimative stationære computer til AI-udvikling.
I et kontorlignende miljø arbejder en kreativ medarbejder på to Mac Studio Display-enheder med Mac Studio.
M3 Ultra leverer den ultimative ydeevne og funktionalitet i en Apple-chip til brugere med de mest ekstreme professionelle arbejdsgange.

Enestående hukommelse

Arkitekturen til samlet hukommelse på M3 Ultra har integreret den største hukommelse med høj båndbredde og lav forsinkelse, der nogensinde har kunnet fås til en personlig computer. Chippen kan konfigureres fra 96 GB og op til 512 GB, altså mere end en halv terabyte. Det er noget højere end den mængde hukommelse, man kan få med de mest avancerede grafikkort til arbejdsstationer, der findes i dag. Og det fjerner begrænsningerne i professionelle arbejdsgange, der kræver store mængder grafisk hukommelse, f.eks. 3D-rendering, visuelle effekter og AI.

Thunderbolt 5 til næstegenerations tilslutning

M3 Ultra udstyrer Mac Studio med Thunderbolt 5, der giver dataoverførselshastigheder på op til 120 Gb/s – mere end det dobbelte af Thunderbolt 4. Hver Thunderbolt 5-port er understøttet af sin egen specialudviklede controller direkte på chippen. Det sikrer dedikeret båndbredde til hver eneste port på Mac Studio, hvilket gør det til branchens stærkeste implementering af Thunderbolt 5.
Thunderbolt 5-portene på Mac Studio ændrer alt for professionelle brugere, der kræver hurtigere dataoverførselshastigheder til ekstern lagring, docking- og hubløsninger og ønsker at være klar til den næste generation af udvidelseskabinetter. Thunderbolt 5 giver også mulighed for at forbinde flere Mac Studio-systemer med hinanden til arbejdsgange, der sprænger grænser inden for udarbejdelse af indhold og computerteknologisk udforskning.
Et nærbillede af Mac Studio bagfra, der viser alle portene.
Hver Thunderbolt 5-port er understøttet af sin egen specialudviklede controller direkte på M3 Ultra.

Banebrydende indbyggede teknologier

I Apples stræben efter at maksimere ydeevnen og effektiviteten har M3 Ultra fået Apples avancerede teknologier integreret direkte på chippen:
  • Apples specialudviklede UltraFusion-teknologi gør brug af en indbygget interposer af silicium, der forbinder to M3 Max-chips på tværs af mere end 10.000 signaler. Det giver en båndbredde på over 2,5 TB/s med lav forsinkelse mellem de to chips og sørger for, at softwaren opfatter M3 Ultra som en enkelt chip.
  • Med dobbelt så mange ressourcer som M3 Max kan medieenheden i M3 Ultra behandle langt større mængder video på samme tid. Chippens hardwarekompatible medieenhed er specielt dedikeret til H.264 og HEVC, og fire enheder til ProRes-kodning og -afkodning gør det muligt for M3 Ultra at afspille op til 24 8K ProRes 422-video­streams.
  • Skærmmotoren understøtter op til otte Pro Display XDR-enheder med over 160 millioner pixels tilsammen.
  • Secure Enclave arbejder sammen med hardwaregodkendt sikker opstart og afviklingsteknologier, der forhindrer misbrug, for at levere avanceret sikkerhed.
M3 Ultra har Apples avancerede teknologier integreret, heriblandt en medieenhed, der tilbyder separat, hardwarekompatibel H.264 og HEVC samt fire enheder til ProRes-kodning og -afkodning.

Bedre for miljøet

Den energieffektive ydeevne i M3 Ultra hjælper den nye Mac Studio med at opfylde Apples høje standarder for energieffektivitet og reducerer det samlede energiforbrug i hele produktets levetid. Apples globale drift er i dag CO₂-neutral, og som led i den ambitiøse Apple 2030-målsætning er det planen, at hele virksomheden skal være CO₂-neutral i alle aktiviteter inden udgangen af dette årti.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

  1. Resultaterne er i forhold til den forrige generation af Mac Studio- systemer med Apple M1 Ultra, 20-core CPU, 64-core GPU og 128 GB ram samt Mac Studio-systemer med Apple M2 Ultra, 24-core CPU, 76-core GPU og 192 GB ram.

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

[email protected]

33 42 22 36

Apple Media Helpline

[email protected]

33 42 22 36