PRESSEMEDDELELSER 8. januar 2015

App Store ringer 2015 ind med nye rekorder

CUPERTINO, Californien―8. januar 2015―Apple meddelte i dag, at den samlede omsætning i App Store satte en ny rekord på knap en halv milliard dollars, som kunder på verdensplan brugte på apps og køb i apps i den første uge i januar. Og nytårsdag 2015 markerede den største dag i App Stores salgshistorie nogensinde. Disse milepæle kommer oven på 2014, som slog alle rekorder, hvor den samlede omsætning steg med 50 procent og apps genererede over 10 milliarder dollars i indtægter for udviklere. Til dato har App Store-udviklere tjent i alt 25 milliarder dollars fra salget af apps og spil. Lanceringen af iOS 8, der er den mest betydningsfulde iOS-opdatering nogensinde, satte udviklere i stand til at skabe fantastiske, nye apps og tilbyde innovative funktioner, som viste sig at være utroligt populære blandt App Store-kunder i hele verden.
“Året starter fantastisk efter et år for App Store og vores gruppe af udviklere, som slog alle rekorder,” sagde Eddy Cue, der er Apples ledende vicedirektør for internetsoftware og -tjenester. “Vi er så stolte over den kreativitet og innovation, udviklerne tilføjer de apps, de laver til vores iOS-brugere, og at gruppen af udviklere nu har tjent over 25 milliarder dollars.”
I juledagene var App Store-kunder med til at skrive historie med deres støtte til apps til (RED), et særligt initiativ i App Store med eksklusivt indhold, hvor hele overskuddet gik til Den Globale Fond til bekæmpelse af AIDS. Apple donerede et rekordstort beløb på 20 millioner dollars dette kvartal, og har doneret over 100 millioner dollars siden samarbejdet med (RED) startede.
Alle udviklere, store som små, på tværs af de 24 kategorier i App Store, laver utrolige apps til iOS, og et særligt inspireret segment er den seneste generation af uafhængige spiludviklere, herunder britiske ustwo, skaberen af det fantastiske spil Monument Valley, australske Hipster Whale, skaberen af det smarte og intuitive spil Crossy Road, og den amerikanske udvikler Sirvo, opfinderen af Threes!, som er et puslespil, der blev udnævnt til årets spil på iPhone i App Store.
“Vi kunne aldrig have drømt om denne grad af succes, hvor Crossy Road kun har været tilgængelig i App Store i årets sidste seks uger,” sagde Matthew Hall, der er medstifter af Hipster Whale. “I løbet af nogle måneder var vi i stand til at lave et enkelt og sjovt spil, som blev tilbudt i App Store og røg til vejrs på App Stores hitlister rundt om i verden – det er utroligt.”
Innovation blandt udviklerne i App Store blev i 2014 drevet af, at iOS 8 kunne tilbyde Swift, et nyt og kraftfuldt programmeringssprog, som gør det endnu nemmere for udviklere at lave fantastiske apps, og af lanceringen af de robuste værktøjer HealthKit og HomeKit. Med HealthKit kan sundheds- og fitness-udviklere dele data med appen Sundhed, mens HomeKit er et værktøj, som sætter udviklere i stand til at skabe software, der finder, konfigurerer, kommunikerer med og styrer enheder til automatisering af hjemmet. iOS 8 præsenterede også udviklere for Metal, en teknologi inden for grafik, som er skabt til maksimering af A7- og A8-processorernes ydeevne. Metal er blevet taget godt imod af størstedelen af spiludviklere verden over.
I 2014 løftede App Store også sløret for nye funktioner til udviklere, herunder app-previews og app-pakker, TestFlight til beta-testning af apps inden lancering, en udvidelse til kategorien Børn til demonstration af apps, som er specielt lavet til børn under 12 år, China UnionPay som en betalingsmulighed til kunder i Kina samt Apple Pay, der gør sikre køb endnu lettere.
Siden lanceringen i oktober har Apple Pay været kunders, butiksindehaveres og app-udvikleres favorit. Flere og flere banker og kreditforeninger understøtter Apple Pay, som nu repræsenterer omkring 90 procent af alle køb med kreditkort i USA. Hos førende handelsvirksomheder, bl.a. Bloomingdale's, Disney Store, Duane Reade og Walgreens, kan kunderne benytte sig af Apple Pay, der forbindes med brugervenlighed, sikkerhed og beskyttelse af personlige oplysninger. Nogle af de mest populære apps, herunder HotelTonight, OpenTable, Target og Ticketmaster, drager også nytte af den bekvemmelighed og beskyttelse af personlige oplysninger, som Apple Pay giver, og som gør det endnu nemmere for brugere at foretage sikre køb.
“Den reaktion, vi har set fra HotelTonight-kunder siden lanceringen af Apple Pay, har været fantastisk,” sagde Sam Shank, der er administrerende direktør for HotelTonight. “Vores nuværende kundegrundlag nyder bekvemmeligheden ved at bruge Apple Pay, og vi ser et stigende antal af nye kunder på grund af Apple Pays nemme og sikre tilgang til betaling.”
Apple startede app-revolutionen med lanceringen af App Store i 2008, og siden da er en hel industri blevet bygget op omkring design og udvikling af apps. I løbet af kun seks år har iOS-økosystemet bidraget til skabelsen af 627.000 jobs alene i USA.* App Store tilbyder mere end 1,4 millioner apps til iPhone-, iPad- og iPod touch-brugere i 155 lande i hele verden. Blandt disse apps er mere end 725.000 udviklet til iPad. App Store-kunder kan vælge fra et utroligt udvalg af apps under 24 kategorier, bl.a. spil, sociale netværk, foto og video, sport, sundhed og fitness, rejser, børn og meget mere.
*Du kan få yderligere oplysninger om Apples indflydelse på skabelsen af arbejdspladser ved at besøge www.apple.com/about/job-creation.
Pressekontakt:
Juriaan Bosman
Apple
[email protected]
+31 20 5352821
Christina Vedel
Apple
[email protected]
31 31 91 06

    © 2015 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple, Apple-logoet, Mac, Mac OS, Macintosh, App Store, iPhone, Apple Pay, iPad og iPod touch er varemærker tilhørende Apple. Andre firma- og produktnavne er varemærker tilhørende deres respektive ejere.