PRESSEMEDDELELSER
31. januar 2012
Apple opdaterer Final Cut Pro X
CUPERTINO, Californien – 31. januar 2012– Apple® har i dag frigivet Final Cut Pro® X v10.0.3, som er en betydningsfuld opdatering til det revolutionerende professionelle videoredigeringsprogram. Programmet introducerer Multicam Editing med automatisk synkronisering af video og fotografier fra op til 64 vinkler, samt avanceret chroma keying til håndtering af komplekse justeringer direkte i programmet. Derudover tilbydes forbedret XML, der sikrer bedre udveksling med programmer og tilbehør fra tredjeparter, som understøtter det hurtigt voksende Final Cut Pro X-økosystem. Fra i dag fås den gratis opdatering i Mac® App Store, og Final Cut Pro X v10.0.3 inkluderer desuden en betaversion af udsendelsesovervågning, der både understøtter Thunderbolt-enheder og PCIe-kort.
Final Cut Pro X v10.0.3 inkluderer en samling af banebrydende nye værktøjer til redigering af projekter med flere kameraer. Final Cut Pro X synkroniserer automatisk klip fra dine optagelser med bølgeformer til lyd, tid og dato eller tidskode og opretter et Multicam Clip med video fra op til 64 vinkler, der kan inkludere blandede formater, billedstørrelser og billedfrekvenser. Den effektive Angle Editor gør det muligt at dykke ned i et Multicam Clip og foretage præcise justeringer, og med Angle Viewer kan du afspille flere vinkler samtidig og klippe usynligt mellem dem.
Final Cut Pro X bygger videre på sin robuste chroma key i et trin med tilføjelse af avancerede justeringsmuligheder som “color sampling”, “edge adjustment” og “light wrap”. Du kan klare komplekse chroma key-opgaver direkte i Final Cut Pro X uden at skulle eksportere til et program til grafikanimation, og du kan se resultaterne med det samme med afspilning i realtid.
I de syv måneder, der er gået siden lanceringen, er tredjeparternes økosystem omkring Final Cut Pro X vokset dramatisk. XML-kompatibel software som DaVinci Resolve og CatDV sikrer tæt integration til opgaver som farvekorrektion og medieadministration. Det nye program 7toX fra Intelligent Assistance bruger XML til at importere Final Cut Pro 7-projekter til Final Cut Pro X. Derudover har nogle af branchens største udviklere af visuelle effekter, inklusive GenArts og Red Giant, udviklet tilbehør til grafikanimation, der udnytter hastigheden og muligheden for at vise eksempler i realtid i Final Cut Pro X.
Funktionen til udsendelsesovervågning i Final Cut Pro X er en betaversion og gør det muligt at se bølgeformer på almindelige skærme, vektorscoper og kalibrerede skærme i høj kvalitet, hvorved det sikres, at projektet opfylder udsendelseskravene. Final Cut Pro X understøtter overvågning af video og lyd via Thunderbolt I/O-enheder samt via PCIe-kort fra tredjeparter.
Priser & levering
Final Cut Pro X v10.0.3 fås i Mac App Store til DKK 1.799 til nye brugere eller som en gratis opdatering til eksisterende Final Cut Pro X-kunder. En gratis prøveversion af Final Cut Pro X fås på www.apple.com/dk/finalcutpro/trial. Komplette systemkrav og yderligere oplysninger om Final Cut Pro X findes på www.apple.com/dk/finalcutpro.
NOTE TIL REDAKTØREN: Du kan få flere oplysninger ved at besøge Apples PR-websted eller ringe til Apples Media Helpline på (408) 974-2042.
- © 2012 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple, Apple-logoet, Mac, Mac OS, Macintosh, Final Cut Pro og App Store er varemærker tilhørende Apple. Andre firma- og produktnavne er varemærker tilhørende deres respektive ejere.